Mit liv i midlertidighed

Mit liv i midlertidighed

Af Nabila Saidi

Jeg har lige fået asyl for et halvt år siden. Jeg fik asyl i november 2018 efter 13 år i asylsystemet. Min datter er født på et asylcenter.

Der gik lang tid før jeg kunne tro på, at jeg faktisk havde fået ophold. Når jeg mødte nogen jeg kendte, sagde de tillykke. Men jeg kunne ikke tro på det.

Først da jeg fik mit gule sygesikringskort og så de 4 sidste cifre i mit CPR-nummer. CPR-nummeret er meget vigtigt.

Det betød, at jeg kunne komme på min drømmeuddannelse som SOSU-assistent.

Nabila Saidi. Foto: Britta My Thomsen

Nabila Saidi. Foto: Britta My Thomsen

Grunden til, at jeg valgte SOSU-uddannelsen var fordi jeg en dag fik lov til at være sammen med en veninde som arbejder som hjemmeplejer. Hun skulle hjælpe en ældre kvinde. Min veninde har gjort sit arbejde færdigt. Hun kunne være samen med hende i 10 minutter, så skulle hun køre videre.

Jeg kunne godt se, at den ældre dame gerne ville have ekstra hjælp. Men min veninde skulle gå, fordi hun havde fået at vide, at hun kun skulle være der i 10 minutter. Jeg følte, at det var synd for den ældre kvinde. Efter 13 år i asylsystemet kender jeg godt følelsen af, at have brug for hjælp – og ikke at kunne få det.

Jeg tænkte, at hvis det var mig, ville jeg gerne blive hos hende og hjælpe hende. Fra den dag har jeg tænkt på at prøve at være i praktik på et plejehjem. Men jeg kunne desværre ikke, fordi jeg ikke havde ophold.

Det første jeg gjorde, da jeg fik ophold, var at jeg snakkede med jobcenteret for at finde en praktikplads til mig på plejehjem, så jeg kunne hjælpe de ældre og de svage som har brug for hjælp. Jeg startede i praktik på et plejehjem for at lære om, hvordan man plejer og hjælper de ældre, og så besluttede jeg mig for at tage SOSU-uddannelsen i august.

Men jeg startede på uddannelsen allerede for i maj måned, for at komme ud af integrationsprogrammet.

Jeg var i integrationsprogrammet og fik integrationsydelse i 5 måneder. Jeg kom i praktik, og ikke i sprogskole, for jeg har allerede 9. og 10. klasse fra dengang jeg var i asylsystemet.

Jeg besluttede mig for, at jeg skulle ud af integrationsprogrammet i påsken. Min datter skulle holde påskeferie, og jeg havde bedt jobcenteret om at holde fri, så jeg kunne være sammen med min datter. Men jeg fik nej fra dem, selvom lederne af plejehjemmet gerne ville give mig fri.

Grunden er, at jeg fik integrationsydelse. Man har ikke lov til at holde fri eller ferie, når man er i integrationsprogrammet. Jeg prøvede at fortælle dem, at min datter har det meget svært med at skulle være alene. Efter en lang kamp fik jeg lov til at holde fri. Men det var en hård kamp.

Så besluttede jeg mig for at starte på min uddannelse i maj måned i stedet for at vente til august, så jeg kunne komme ud af integrationsprogrammet så hurtigt som muligt. Nu får jeg SU og arbejder deltid som tilkaldevikar på plejehjemmet, i stedet for at få integrationsydelse.

Min drømmeuddannelse tager 3 et halvt år. Jeg har kun midlertidig opholdstilladelse i 1 år. Jeg er ikke sikker på, om jeg får lov til at forlænge min opholdstilladelse. Men det håber jeg. Jeg håber jeg kan blive færdig med min uddannelse, finde et fuldtidsjob og give min datter et godt liv. Nogle siger, at jeg spilder min tid på uddannelsen, fordi jeg måske ikke får lov til at blive her længe nok til at færdiggøre den. Og uddannelse tæller ikke med i kravene om beskæftigelse, når man søger om permanent ophold, så mange flygtninge vælger at arbejde i stedet.

Men min datter bekymrer sig meget om at blive smidt ud. Ved at satse på min uddannelse, kan jeg hjælpe hende med at turde tro på en fremtid i Danmark. Og det er godt for mig at tage min drømmeuddannelse. Dengang jeg boede i asylcenter og tog 9. og 10. klasse, sagde folk også til mig, at det ikke gav mening. Jeg vidste ikke, om jeg nogensinde ville få ophold og få brug for en dansk eksamen. Men det var godt for mig at have noget at lave og holde mig i gang.

Nu vil jeg gøre min uddannelse færdig og opbygge et liv i Danmark. Jeg har fået et job som afløser på et plejehjem. Jeg er stolt og jeg håber på et godt og trygt liv.

Som en del af et samarbejde mellem Trampolinhuset, Mellemfolkeligt Samvirke og DFUNK – Dansk Flygtningehjælp Ungdom, fortalte Nabila denne historie til et live publikum til Folkemødet i juni 2019.


Støt Trampolinhuset

Trampolinhusets mange aktiviteter er mulige takket være donationer fra privatpersoner, som giver mellem 50 og 500 kr. hver måned. Hvis du, din kæreste eller din mor også har mulighed for at støtte vores arbejde med en fast donation, vil det gøre en stor forskel for vores arbejde.


Læs mere