Masoumeh til Folkemøde: Demokrati er en proces

Trampolinhuset tog igen i år til Folkemødet i juni for at deltage i den demokratiske debat om asylprocessen og flygtninges rettigheder i Danmark.

Mange mennesker besøgte Trampolinhuset til Folkemødet i juni 2018. Foto: Morten Goll.

Mange mennesker besøgte Trampolinhuset til Folkemødet i juni 2018. Foto: Morten Goll.

Af Masoumeh Mirzaei, frivillig for Trampolinhuset på Folkemødet

I år har vi været et fantastisk hold til Folkemødet. En af vores begivenheder i år var et interview med en mand, der hedder Goody, som lige har åbnet sin egen cykelforretning og som er far til en søn på seks måneder. Han fortalte, at han vil udvide sin forretning, og om hvordan han har kæmpet for at få det til at lykkes. Men nu kender han til principperne, og han er der for at hjælpe folk, som ikke kan søge om andre jobs, fordi de ikke kan tale dansk.

En anden begivenhed hos Trampolinhuset på Folkemødet var husmøde hver aften, hvor praktikanter, frivillige, direktøren og andre folk fra forskellige steder samledes for at udveksle meninger og finde frem til nye løsninger.

Vi havde disse møder for at inkludere folk i den demokratiske praksis i Trampolinhuset, og vores sidste husmøde om lørdagen var det bedste. Der var mange mennesker, der kom, og de elskede det, især vores talepind, som vi bruger på hvert husmøde både i og uden for huset.

De kaldte den ’den magiske pind’, og de sagde, at alle lagde deres kræfter, energi og meninger i talepinden, og de syntes, at det var noget fantastisk.

Og det er en god pointe at vi, under vores husmøder, lader folk få ordet med talepinden, så de kan udtrykke deres holdninger, mens andre lytter. Det er en anderledes tilgang end andre har, som bare står på scenen uden at give plads til, at publikum kan reagere.

Vi havde en gæst fra Dansk Folkeparti, som deltog i et af husmøderne. Hun sagde, at hun ville lære noget om alting. Hun og hendes mand adopterede et barn fra Chicago, og de havde lært ham dansk. Hun sagde, at ikke alting er sort og hvidt for folk i Dansk Folkeparti, selvom mange tror det.

Der er diskrimination fra begge sider. Hun var ikke helt tryg ved at fortælle os, at hun var medlem af Dansk Folkeparti. Det er derfor, det er vigtigt for os at tage til Folkemødet og snakke med mennesker, som er forskellige fra os. Det er også derfor Trampolinhuset tager afsted, for at vise, at vi bare er mennesker, der gerne vil leve et fredeligt liv.

Det er også grunden til, at vi havde en begivenhed med Nabila og Malak, så de kunne fortælle deres historie om at være i det danske asylsystem. Nabila er 28 år gammel og fra Marokko. Hun har været i Danmark i 12 år med sin datter, som er født her, og de er stadig i det danske asylsystem.

Da de fortalte deres historie, var der er en blandt publikum, som spurgte Malak om hendes drømme for fremtiden. Hun sagde, at hun i øjeblikket kun tænkte på at gå i skole som en normal person, og at hun bare gerne vil have en sikker fremtid. Nabilas drøm er blot at skabe en sikker fremtid for sin datter. Jeg kan huske, at manden, der stillede spørgsmålet, begyndte at græde.

Malak er ikke det eneste barn i den situation. Der er mange børn som Malak i asylsystemet, og det er de historier vi er på Folkemødet for at fortælle folk ansigt til ansigt.

Masoumeh (midten) fortalte mange mennesker om Trampolinhuset til Folkemødet i juni 2018. Foto: Julie Raun.

Masoumeh (midten) fortalte mange mennesker om Trampolinhuset til Folkemødet i juni 2018. Foto: Julie Raun.

Vores opgave som medlemmer af denne familie i Trampolinhuset er at tale om, hvad der foregår i asylsystemet. Folk kan aldrig føle præcis, hvad vi har været igennem, men i det mindste kæmper vi for vores rettigheder, og det er kampen værd, når du ser en blandt publikum, som har været i et asylcenter selv, der fortæller, at vi skal kæmpe videre, og at folk uden for asylcentrene kæmper for os.

Vi kom ikke frem til et svar, men demokrati er en proces, og vi må blive ved med at have en demokratisk dialog.


Støt Trampolinhuset

Trampolinhusets mange aktiviteter er mulige takket være donationer fra knap 300 privatpersoner, som giver mellem 50 og 500 kr. hver måned. Hvis du, din kæreste eller din mor også har mulighed for at støtte vores arbejde med en fast donation, vil det gøre en stor forskel for vores arbejde.


Læs mere