Trampolinhuset laver suppekøkken for hjemløse og udsatte under coronakrisen

Fotos: Mads Holm

Fotos: Mads Holm

NYT INITIATIV: Trampolinhuset laver suppekøkken for hjemløse migranter og socialt udsatte under coronakrisen

Som mange andre frivilligorganisationer har Trampolinhuset måttet lukke sin rådgivning og aktiviteter for flygtninge og asylansøgere midlertidigt ned pga. coronapandemien og forsamlingsforbuddet.

Men 11. maj genåbner huset gradvist og lancerer et suppekøkken for hjemløse migranter og socialt udsatte.

Suppekøkkenet har fået navnet Empty Stomach og vil mandag–fredag mellem kl. 17–18 servere et gratis varmt måltid mad fra Trampolinhusets gårdhave til alle, der ikke ved, hvor aftensmaden ellers skal komme fra.

Maden tilberedes af flygtninge og asylansøgere fra Trampolinhuset, som glæder sig til at komme tilbage til huset og gøre en forskel for andre. De står for planlægningen, indkøb, tilberedningen og serveringen af dagens ret.

På den måde er suppekøkkenet ikke kun med at til at mætte tomme maver, men bryder også nedlukningens isolation og ensomhed for de mennesker, der kommer i huset til hverdag.

Vi tager selvfølgelig alle nødvendige forholdsregler under coronakrisen; vi serverer maden udenfor, højst 10 mennesker ad gangen og har sørget for værnemidler og håndsprit. 

Empty Stomach er et samarbejde mellem Trampolinhuset og virksomheden Alstom, som sponsorer udgifterne til maden. Suppekøkkenet er åbent i maj og juni, indtil forsamlingsforbuddet på max. 10 personer hæves, og vi kan genåbne Trampolinhuset helt og genoptage vores normale program.

Screen Shot 2020-05-04 at 13.34.19.png